by Det er ved at være i sidste øjeblik, men jeg tror, at vi kan nå det. Vores datter har svært ved at følge med i den almindelige folkeskole, og vi har derfor valgt at give hende et år ekstra, så hun kan få en chance for at forbedre sine karakterer i folkeskolens afgangsprøver. Det er bestemt ikke gået godt til de prøver, hun har været til i løbet af dette skoleår. Hvorfor hun ikke har kunnet koncentrere sig om skolen og lektierne, ved vi egentlig ikke. Men vi ved, at hun har gjort oprør herhjemme. Adskillige gange. Det er især med mig, hun ryger i konflikt. Vi skændes om hvad hun må og ikke må næsten hver dag. Hun må ikke være ude til kl. 23:00 om aftenen. Jeg er simpelthen så nervøs for, hvad der kan ske med hende. Derfor har jeg sat en grænse, der hedder kl. 21:00.
En strategi?
Jeg kan ikke helt sige, om det her med ikke at passe sin skole er et led i hendes strategi overfor mig. En strategi, der går i retning af, at hun bare ikke vil gøre noget som helst af det, jeg beder hende om. Min mand og jeg er derfor blevet enige om, at det muligvis vil være sundt for hende at komme væk fra familien i noget tid. Han har talt med hende om det. Det virker, som om at hun gerne lytter til ham. De er blevet enige om, at hun skal på efterskole til næste år. Hun får chancen for at gå 9. klasse om.
Prøver en musikefterskole
Det er også blevet enige om, at hun skal på en musikefterskole på Fyn. Hun er glad for musik, selvom den musik, hun lytter til absolut ikke falder i min smag. Min mand og hun har derfor brugt en del tid på at besøge forskellige musikefterskoler her i løbet af april måned. Jeg ville sådan set gerne have været med på besøgende, så jeg kunne sikre mig, at hun vælger det bedste og sikreste sted. Men hun ville ikke have mig med. Så jeg trak mig. Der er ikke nogen grund til, at vi skal skændes og være uvenner mere end højst nødvendigt.
Et godt sted for hende
Hun har så valgt en efterskole, som hun gerne vil på. Den har flere forskellige hovedfag inden for musik, og hun lader til at være meget interesseret i én af dem. Min mand siger, at den efterskole, hun har valgt, er en af de bedste i Danmark, og at læreren, de talte med, da de besøgte, den var helt fin. Omgivelserne er også gode. Fine værelser, gode faciliteter og muligheder for at få masser af frisk luft. Hun får nogle pligter, som hun skal passe. Jeg gad vide, om hun kan det – hun er jo det, man kalder en vild datter. Jeg stoler dog på, hvad min mand fortæller mig. Så vi er lige nu i færd med at skrive ansøgningen til skolen. Vi er også ved at undersøge, om vi kan få noget økonomisk støtte til hendes ophold. Det ser ud, som om at det vil være muligt. Vi skal sende ansøgningen på mandag. Senest!
